KlimaByen,Clay og kunsten

I KlimaByen integreres kunst og landskabsarkitektur – og krukker og klinker binder byen sammen

At Middelfart både er KlimaBy og Keramikkens By kommer til udtryk i fælles fortællinger om leret – både gennem de særlige KlimaBy (ler-)klinker, der er valgt til belægning flere steder i KlimaByen og ved, at flere af de kunstværker, der aktuelt udstilles på Danmarks Keramikmuseum CLAY i Middelfart, fra foråret 2018 bliver en del af KlimaByens udsmykning.
Lige nu, efteråret 2017, er KlimaByens smukke anlæg hen over Vestre Kirkegård ved at tage form. Vandtrappen, der åbner kirkegården mod byen, og som skal håndtere regnvandet fra de ovenfor liggende områder, står næsten færdig. Ligeledes er den regnvandsførende sti, der skal lede regnvandet på tværs af kirkegården og videre mod Lillebælt anlagt.
Både vandtrappen og stien udføres i KlimaBy klinker, der er hårdtbrændte klinker specielt fremstillet til Middelfart på Hagemeister Teglværk i Tyskland.

CLAY’s aktuelle udstilling ”STORE FORMATER – KLOGE HÆNDER” blev indviet 1. oktober 2017 af Hendes Majestæt Dronning Sonja af Norge. På udstillingen præsenteres 15 nye, monumentale keramiske værker, skabt af prominente kunstnere og keramikere fra både Danmark og Norge. Værkerne er skabt på Tommerup Keramiske Værksted på Fyn. Når udstillingen på CLAY slutter i foråret 2018 vil flere af værkerne blive placeret på særligt udvalgte steder i KlimaByen.

To af kunstværkerne vil få plads på Vestre Kirkegård, som en integreret del af KlimaByens anlæg.
Det ene værk er udført af den norsk-danske keramiker Gunhild Rudjord og hedder kort og godt ’Krukke’.
Gunhild Rudjord er uddannet på Designskolen i Kolding i 1989 og er den ubestridte glasur-ekspert på Tommerup Keramiske Værksted, som hun driver sammen med sin mand, Esben Lyngaa Madsen. Inspiration til dekorationer henter hun i den norsk almuekunst, nordisk skønvirke og Bindesbølls ornamentik.
Det andet værk, der placeres på kanten af vandtrappen er udført af Per Ahlmann, har titlen ’Altings Tøven’.
Per Ahlmann er uddannet på Designskolen i Kolding i 1995 og ligeledes tilknyttet Tommerup Keramiske Værksted. Per Ahlmanns fascinerende keramiske skulpturer tager afsæt i mødet mellem organiske former og arkitekturen.

Et tredje markant kunstværk, der består af to sammenhængende værker, vil blive opstillet på KlimaByens nye og markante klinketrappe op mod Middelfart Kirke, i byens historiske bydel.
Bag kunstværkerne står den norske billedkunstner Magne Furuholmen, hvis udtryk er grafisk og inspireret af print. Han leger med ordene, når han stempler bogstaver i de massive blokke. Værkerne har dermed både et markant visuelt udtryk samtidig med, at de danner sproglige konstruktioner.
Værket, som han kalder ’Rook Takes Bishop’, er som udgangspunkt to opretstående søjler påført en slags vinger. Den ene er glaseret med hvid glasur, den anden med bronze, der efter brænding bliver mørk metallisk.

Fotos - fra venstre:
’Rook Takes Bishop’ af Magne Furuholmen, 2017
’Altings Tøven’ af per Ahlmann, 2017
’Krukke’ af Gunhild Rudjord, 2017