SAMVEJR! Når skoledagen byder på andet end brøkregning og diktat

Elever på Vestre Skole i Middelfart er endnu en gang involveret i KlimaByen, denne gang for at teste et nyt website, som handler om klimatilpasning koblet med idræt, leg og læring om vand.

KlimaByen og Aktivitetsskoven er nu på skoleskemaet hos de lidt større børn på Vestre Skole. I samarbejde med virksomhederne Gemeinschaft og B14 har Aktivitetsskoven nu et website på portalen ”Samvejr”.

Hvad er ”Samvejr”?
”Samvejr” er et KlimaSpringsprojekt, der er støttet af Realdania, og i skrivende stund er det et testsite, som efter planen skal lanceres til september. Websitet har fokus på klimatilspasning og henvender sig til eksempelvis grundejerforeninger, som ønsker at lave deres egne klimatilpasningsprojekter og afkoble regnvandet. Mod en sum penge kan man på websitet oprette sit projekt, og derefter er det muligt at dele tegninger, referater, kommentere, lave aktiviteter, ideudvikle og finde løsninger.

Elevernes opgave
For at websitet fungerer som ønsket og har de rette funktioner, skal sitet afprøves - og hvem er bedre til dette end børn og unge, som giver den gas, udfordrer IT-systemet og tester, hvad hjemmesiden kan og ikke kan. Derfor er samarbejdet mellem Vestre Skole, KlimaByen og Gemeinschaft/B14 opstået, og sitet skal nu afprøves af det yngre publikum i form af 6. og 7. klasse på Vestre Skole. Elevernes opgave er at teste sitet og kommentere på de planlagte idræts- og bevægelsesaktiviteter i Aktivitetsskoven. Udviklingsfasen for Aktivitetsskoven er snart færdig, og anlægsarbejdet igangsættes efteråret 2017. Aktivitetsskoven indvies sommeren 2018.

At blive inddraget i testfasen af websitet ”Samvejr” er en win win situation for alle parter, da eleverne møder den virkelige verden og arbejder på tværs af fagene, KlimaByen får input fra eleverne og mulighed for at forbedre og måske ligefrem udvikle aktiviteterne, og virksomhederne Gemeinschaft og B14 får gennemprøvet hjemmesiden inden lanceringen i september 2016.

Startskuddet lød i uge 32, hvor projektleder for KlimaByen, Helle Baker holdt oplæg for eleverne om KlimaByen og Jesper Poulsen-Hansen fra Gemeinschaft fortalte om ”Samvejr”. Eleverne og ledelsen på Vestre Skole var veloplagte og glæder sig til at komme i gang med arbejdet.